Når dans og kamp går hånd I hand
De unge mennesker sidder I en rundkreds og klapper I takt
til den særprægede musik, som bliver frembragt
på en congas, en tamburin og dem enstrengede berimbau.
Også sangen er fremmed og bliver fremført
med kraft og til tider lukkede øjne af en enkelt mand,
mens de unde mennesker synger med på omkvædene.
I midten af rundkredsen sidder to unge mænd på
hug overfor hinanden. De svejer I knæene, og er klar
til kamp.
Capoeiraen er I gang.
De to mænd tager bløde fjedrende trin overfor
hinanden I en fælles rytme til musikken – som hinandens
spejlbilleder.
For pludeselig at bryde den harmoniske, rolige dans med
rullende fald, cirkelspark, spring ind over og under hinanden,
håndstand…
Det hele stopper på læremesterens signal.
Når sidte tone er slået på det primitive
streng-instrument, berimbau, er kampen slut.
Eller dansen.
For der er nemlig både tale om kamp én gang.
Vi befinder os ikke I et asiatisk tempel, en afrikansk åndemager-landsby
eller en forskanset sekt-villa I USA. Selv om stemningen,
musikken og bevægelserne for udenforstående kan
virke lettere mystiske.
Vi befinder os på Entré Scenen i Århus,
hvor underviseren Andreas Lyon tre gange om ugen sætter
musik og ord på de særprægede bevægelser,
som efterhånden har fundet vej til flere og flere århusianske
kroppe.
-Capoeira er både kamp og dans. Man kan ikke adskille
de to ting fra hinanden, forklarer 28-årige Andreas
Lyon og nævner øvelsen “velsignelsen”,
der starter med åbne arme klar til omfavnelse, men ender
i et spark.
Andraes Lyon er formand for capoeira-foreningen i Århus
med det lange navn – Grupo Escola de Capoeira Angola
Africa Bantu.
Som navnet antyder, så har den brasilianske kampdans
sin oprindelse blandt afrikanske slaver i brasilien. Kampdansen
var tidligere forbudt i landet og blev brugt både til
forsvar, underholdning og som et symbol på deres rødder.
Capoeira-foreningen har kun eksisteret i Århus i de
sidste fem år. Og det er først for ganske nylig,
at kampdansen for alvor har vundet indpas. Interessen styrkes
blandt andet af tre så forskellige ting som en Nokia-reklame,
hvor en mand og en kvinde kæmper på stranden,
computerspillet Tekken 3, hvor én af figurerne, Eddie,
kan capoeira og supermodelles Oliver Bjerrehus, som i medierne
har fortalt om kampdansen.
-Andre af vores medlemmer er startet fordi venner eller kærester
har fortalt om dem om det, fastslår Andreas Lyon.
Man skal kravle, før man kan gå – og
undertegnede, Ugeavisens udsendte, skal være varm og
smidig, før jeg kaster mig ud i cirkelspark og andre
akrobatiske øvelser.
Træningen starter tidligere på aftenen med
en god og grundig opvarmning, som Kaptajn Jespersen ville
være stolt af – med gadedrengeløb, mavebøgninger
og høje knæløft.
-Hvis i har brug for at drikke eller et pust, så
skal i bare gøre det. Men før i forlader lokalet,
skal i have lov af mig. Og ingen cola eller vand her i lokalet,
lyder de formanende ord fra Andreas Lyon - alvorligt ment,
men med et smil på læben.
Diciplin hører sammen med den fysiske træning
også til capoeira.
Den rette påklædning ligeså. Sorte bukser,
en gul eller hvid t-shirt og kondisko.
Luften i det trange lokale bliver hurtigt mættet
af vores dampende kroppe, som opvarmnigen langsomt glider
over i undervisning af capoeiraens grundtrin.
Og grundtrin hører hjemme på rygraden - vi
gentager derfor igen og igen.
Gingaen med de fjedrende bevægelser med fjedrende
arme. Negativaen, der både kræver fysisk styrke,
koordination og balance, når vi kaster os til ulvet,
roterer overkroppen lidt over gulvhøjde og springer
op med fornt mod modstanderen.
Mine lemmer og min hjerne bliver hurtigt enige om, at
der er nogetom det…
Capoeira er meget godt beskrevet som en mellemting mellem
breakdance og taekwondo.
Desværre har jeg aldrig gået til nogen af delene…
Andreas Lyons hjerne og hjerte fandt også hurtigt sammen
i et kup mod hans krop, da han for otte år siden prøvede
capoeire for første gang.
Det blev til langt mere end en workshop i teatertruppen.
Andreas Lyon droppede teaterlivet og helligede sig capoeira.
-Teatret gav mig ingen mening. Det gav mig for eksempel
ingen mening at stille mig op foran en masse mennesker, som
jeg ikke kendte. I capoeiraen havde jeg en følelse
af tilstedeværelse – 100 procent. Jeg havde samtidigt
et publikum, som også var mine medspillere, fastslår
capoeira-formanden.
Siden har han skridt for skridt bevæget sig længere
ind i capoeiraens verden – en verden der indtil for 20-30
år siden kun var forbehold Brasilien. Flere gange har
han været på studierejse i Brasilien, og de sidste
to år har han læst dramaturgi og brasiliansk-portugisik
pa Aarhus Universitet, hvor han har integreret capoeira som
en del af studiet.
I dag underviser han – indtil videre “rent idealistisk
uden selv at tjene penge på det” – i foreningen
og laver workshops, der giver et mindre supplement i studiestøtten.
Og studiet ser Andreas Lyon både som en mulighed for
at fordybe sig i kampdansen og som en sikkerhed for “at
blive bedre til at bruge hovedet”, hvis han skulle blive
ramt af skader og derved forhindret i at undervise.
-Men spørgsmålet for mig er ikke bare, hvad
jeg kan bruge capoeira til. Jeg kommer herned, fordi jeg ikke
kan undvære det. Det er et krav fastslår han.
Selv om capoeristaer uden tvivl uddriver aggresioner i samme
tempo, som sveden løber, så er der mere leg og
spil, end alvor og slag over kampdansen.
Her taler man ikke om tabere og vindere, når to spillere
går i rodaen – kampcirklen.
-Hvis det var en god capoeira, har begge vundet. Hvis det
var en dårlig har begge tabt, fastslår Andreas
Lyon.
Derfor taler han heller ikke om skader på andre –
men om korrektioner. Hvis spilleren ikke har sin fulde opmærksomhed
med sig i cirklen, kan han blive ramt af en uventet fod.
Og derfor husker han måske at bukke sig næste
gang, tilføjer læremesteren og nævner et
eksempel med en elev, der ønskede at spille i et højere
tempo…
Spillet i ringen handler om at udfordre og udforske hinandens
viden og evner. Til hvert angreb er der eksempelvis fem forsvar,
og til hvert forsvar er der fem angreb.
Træningen er slut. Vi stræker ud og sunder
os.
-Og jeg vil ikke have, at i griner og stønner,
når i strækker ud, formaner læremesteren…
Undertegnede sluger en håndfuld gab og urdybe støn,
mens grinene ikke ligefrem presser sig på.
-For hvis i gør det, strammer i op i mellemgulvet,
og så strækker i ikke effiktivt ud, forklarer
han.
Min krop er flad og efterlader to store svedige baller
i det sorte gulv, da jeg rejser mig op for at takke min læremester
for dansen.
-Hvis det i morgen gør ondt steder, hvor det ikke
plejer, så er det kun, fordi du har gjort det rigtige…
……………
Og det gør det stadig i skrivende stund!
|
